På uddannelsen fokuseres der på udviklingen af tekniske og musikalske evner samt på evnen til at producere musik inden for forskellige områder som fx film, musical og multimedie.
Klassisk musik er den musikstil, der arbejdes mest med på uddannelsen, men du får også kvalifikationer inden for rytmisk musik.
Uddannelsens hovedfag er musikproduktion og indspilningsteknik, hvor du får kendskab til det tekniske apparatur og til selve produktionsarbejdet. Der er på bacheloruddannelsen undervisning i:
- Indspilningsteknik
- Musikproduktion
- Tekniske teoretiske fag
- Almene fag som hørelære, satslære (analyse og formidling), musikhistorie og kulturfag samt entreprenørskab
- Speciel hørelære for tonemestre
- Rytmisk teori
- Instrumentation
- Basisklaver
På kandidatuddannelsen uddybes din viden om klassisk musikproduktion, hvor du bl.a. lærer om lydæstetik og at forstå de kunstneriske intentioner med et værk, ligesom du lærer om kommunikation med musikere og dirigent. I faget entreprenørskab får du indsigt i innovation, projektstyring, branchekendskab, iværksætteri og coaching.
Der er desuden undervisning i udvidet hørelære og i valgfag, som fx kan være multimedia, udvidet akustik eller udvidet elektronik og digitalteknik.
Undervisningen veksler mellem individuel undervisning, holdundervisning og selvstændigt produktionsarbejde.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA i musik. Bacheloruddannelsen giver adgang til kandidatuddannelsen som tonemester. Kandidatuddannelsen giver titlen cand.musicae.
Uddannelsen foregår i København.
Antal færdiguddannede
I 2007 fuldførte 3 bacheloruddannelsen. Der er ikke opgivet tal for 2008. Se forklaring på tallene.