Uddannelsen kombinerer grundig undervisning i dit hovedinstrument med en række pædagogiske fag, hvor du lærer andre at bruge og spille musik.
Musikpædagogik dækker både rytmisk og klassisk musik, og uddannelsen består af tre hovedfag:
-
Elementær musikopdragelse, som handler om musikundervisning af børn. Du studerer bl.a. læringsmetoder og arbejdsmetoder i forbindelse med bevægelse og sang samt psykologi og pædagogik. Praktik er også en del af faget.
-
Ensembleledelse, hvor du lærer, hvordan man pædagogisk og musikalsk leder en gruppe af musikere.
-
Korledelse, hvor du får den pædagogiske og musikalske baggrund for at lede et kor. Det kan både være et amatørkor og et professionelt kor.
Herudover får du undervisning i dit hovedinstrument, fx klaver eller guitar, og i sang.
Uanset hvad dit hovedinstrument er, får du også undervisning i brugsklaver, så du kan bruge klaver, når du fx underviser. I de teoretiske fag indgår sammenspil og hørelære.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning i fx de teoretiske dele af studiet og individuel undervisning med musikudøvelse og sang. Praktik udgør også en vigtig del af undervisningsformen.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA i musik.
Som bachelor får du adgang til en eller flere af konservatoriernes kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i musikpædagogik. Kandidatuddannelsen giver titlen cand.musicae.
Uddannelsen foregår i København og Aarhus.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 16 bacheloruddannelsen. 89 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den.
I 2009 fuldførte 6 kandidatuddannelsen. 87 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den.
Se forklaring på tallene.