Sceneinstruktøren har det kunstneriske ansvar for en forestillings udformning og udtryk. Uddannelsens generelle formål er at styrke og udvikle de rumlige, analytiske og kunstneriske evner og give indsigt i de grundlæggende forhold ved iscenesættelse og personinstruktion. Den er opdelt i basisforløb, der varer 2½ år og en overbygning, der varer 1½ år.
Som instruktør skal man have forståelse for samspillet mellem teatrets forskellige fagområder og dermed teatret som arbejdsplads. Derfor indeholder basisforløbet en række fælles undervisningsforløb med eleverne på uddannelserne til scenograf, skuespiller og teatertekniker.
På uddannelsen lærer du at planlægge, kommunikere, motivere og inspirere i en kunstnerisk sammenhæng. Du modtager kontinuerlig undervisning i fag som:
- drama (skuespillerfærdigheder)
- personinstruktion (herunder kommunikation, praktisk læsning og fysisk fortolkning af tekst samt tilrettelæggelse af prøveforløb)
- dramaturgi (herunder teaterhistorie og manuskriptforståelse/-skrivning)
- teaterteknik og -produktion
- iscenesættelse.
Samtidig afprøver du dine idéer og din praktiske kunnen i forskellige selvstændige projekter, hvor professionelle skuespillere eller skuespillerelever medvirker. Endvidere arbejder du sammen med professionelle scenografer og scenografelever.
På overbygningen kan du mere frit vælge underviser og fag alt efter behov og interesse og her styrke dit individuelle udtryk.
Der er over 30 timers undervisning om ugen samt forberedelsesarbejde i fritiden, og der er mødepligt.
Under uddannelsen har du mulighed for at komme i praktik på teatre herhjemme og på uddannelsessteder i udlandet.
Uddannelsen foregår i København.
Eksamen
Der er ingen eksamen, men du bliver bedømt ved udgangen af hvert semester, ligesom dine projekter og forestillinger bliver evalueret af skolens lærere under hele uddannelsen.
Som afslutning på uddannelsen skal du selvstændigt instruere en forestilling, der overværes af folk fra teaterbranchen.