IB er et tilbud til blandt andre danske unge, der har gået i skole flere år i udlandet, og til udenlandske unge, der opholder sig i Danmark i længere tid. Hvis du overvejer at tage en videregående uddannelse i udlandet, kan uddannelsen være et godt udgangspunkt.
Undervisningen på International Baccalaureate foregår på engelsk. Den består af 6 faggrupper: modersmålssprog, fremmedsprog, samfundsorienterende fag, naturvidenskab, matematik samt forskellige valgfag, herunder kreative fag.
Du skal vælge ét fag fra hver af grupperne. Alle fag er 2-årige.
Fagene findes på højt niveau (higher level) og på mellemniveau (standard level). Som hovedregel svarer højt niveau til A-niveau på de danske gymnasiale uddannelser og mellemniveau til B-niveau. Faget "mathematical studies" svarer dog til C-niveau. Mindst 3 og højst 4 af de fag, man vælger, skal være på højt niveau.
Du skal desuden deltage i et kursus i videnskabsteori (Theory of Knowledge), og du skal udarbejde en større skriftlig opgave (Extended Essay). Endelig skal du deltage i forskellige kreative og sociale aktiviteter nogle timer hver uge (Creativity, Action, Service).
Uddannelsen foregår i Birkerød, Grenå, Hellerup, Kolding, København, Nyborg, Næstved, Struer og Aalborg.
Eksamen
Der er skriftlige eksamener på engelsk i alle fag, og der er mundtlig eksamen i sprogfag. Eksamensbeviset hedder IB Diploma.