Uddannelsen til forsyningsoperatør giver en grundlæggende viden om distributionsnet og produktion i forsyningsbranchen (el-, vand-, kraftvarme- og gasforsyning). Du lærer, hvordan man styrer produktion og kvalitet, og du lærer om det computerstyrede overvågnings- og måleudstyr.
På uddannelsen lærer du, hvordan man udfører reparationsopgaver på distributionsnettet og ude hos forbrugerne. Du lærer endvidere, hvordan man sikrer en god vedligeholdelse.
Du bliver også undervist i service og kundebetjening.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som anlægsstyring og overvågning, forsyning, anlæg og distribution samt internationale forhold i energisektoren.
Men du skal også have fag som engelsk, førstehjælp samt læring, kommunikation og samarbejde.
Du kan afslutte som forsyningsoperatør med speciale i el-forsyning eller speciale i kraftværk-sektoren.
Som forsyningsoperatør med speciale i el-forsyning lærer du om el-forsyning lige fra elværk over nettet og ud til forbrugerne. Du arbejder med højspænding, gadebelysning, elforsyningsanlæg, og du lærer fejlfinding og reparation.
Som forsyningsoperatør med speciale inden for kraftværk-sektoren arbejder du med anlæg på kraft-varmeværker. Du lærer også om håndtering af flydende og fast brændsel, drift af vandbehandlingsanlæg samt kontrol- og reparationsopgaver på anlæggene.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.