Uddannelsen giver en grundlæggende viden om rensning af husdyrtarme. Du skal lære om kvalitetskontrol, da det er meget vigtigt, at tarmene er helt rene, inden de sendes videre i produktionen. Du skal også lære at efterbehandle de rensede tarme manuelt og med maskiner.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen skal du bl.a. have undervisning i fag som efterbehandling af smaltarme, efterbehandling af svinemaver, egenkontrol i tarmbranchen og værktøjs- og maskinlære.
Men du skal også have fag som dansk, ergonomi (gode arbejdsstillinger), informationsteknologi og samfundsfag.
Du kan afslutte som industritarmrenser eller tarmrenser
Som industritarmrenser lærer du bl.a. at sortere, rense og efterbehandle svinetarme. Du lærer om sikkerhed og hygiejne og at vedligeholde værktøjet til tarmrensning.
Som tarmrenser lærer du bl.a. mere om branchens struktur. Du lærer at lægge budget for produktionen og at foretage lagerstyring.
Mange tarmrensere arbejder på akkord. Det betyder, at du ikke får en fast timeløn, men penge efter, hvor mange tarme du renser og forarbejder.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.