Uddannelsen til greenkeeper giver en grundlæggende videnom etablering og vedligeholdelse af græsarealer. Du lærer at passe og pleje de forskellige beplantninger med maskiner og håndkraft.
Som greenkeeper arbejder du med ukrudtsbekæmpelse, både med kemiske metoder og mekaniske metoder. Du skal derfor undervejs i uddannelsen tage sprøjtecertifikat.
Du får også viden om skadedyr og svampe, og du lærer, hvordan man bekæmper dem, så de ikke ødelægger plænen.
Vedligeholdelse af maskiner og redskaber er vigtige emner på uddannelsen.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som græs, ukrudt, sygdomme og skadedyr. Desuden lærer du om vækstforhold, pleje, gødning og kulturteknik samt pleje af beplantninger.
Du skal også have fag som plantesundhed, sprøjtning og materialeforståelse.
Du kan afslutte som greenkeeperassistent eller groundsmanassistent. Eller også som greenkeeper eller groundsman.
Som greenkeepeerassistent og groundsmanassistent lærer du at renholde de grønne områder og at medvirke ved etablering af de forskellige slags anlæg.
Som greenkeeper lærer du bl.a. at anlægge de forskellige områder på en golfbane, teested, bunker osv.
Som groundsman lærer du bl.a. at passe og etablere græs og kunstbelægninger på boldbaner og lignende områder.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.