Uddannelsen giver en grundlæggende viden om alle typer glas; klart glas, farvet glas, sandblæst glas, blyglas, matteret glas m.fl. Du lærer at anvende forskellige værktøjer og maskiner. Desuden får du viden om de produkter, der er i handlen.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som, glasforarbejdning og montage, materialeforståelse, plantegning, indramning og matematik.
Men du skal også have fag som, samfundsfag, jura i byggeriet, kundebetjening, salg og service.
Glarmesteren udfører et meget alsidigt arbejde. Der skal rådgives og vælges materialer og glastyper til enhver opgave. Der skal aftales pris, levering og arbejdstid. Opgaverne kan være udskiftning af knuste eller beskadigede ruder i vinduer, døre og biler. Det kan være montering af glasfacader, ovenlysvinduer og glastage. Du lærer også at tilpasse døre og rammer i aluminium og blyindfatning af farvet glas m.v.
Uddannelsen og arbejdet som glarmester kræver teknisk snilde, kundebetjening, service og sans for stil, form, farver og funktion.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen, og se hvilke skoler der udbyder de enkelte specialer.