Med bådmekanikeruddannelsen får du en grundlæggende viden om de forskellige motorer, der bruges i fritidsbåde, og i mindre både der anvendes til erhverv.
Du bliver godt rustet til at rådgive kunder, der står overfor anskaffelse af fritidsbåde og motorer.
Bådmekanikeren lærer at arbejde med de forskellige typer af motorer, der ligger i mindre både. Men også det elektriske udstyr, der i dag findes på de moderne fritidsbåde, er bådmekanikerens område. Hydrauliske anlæg (anlæg og maskiner der virker ved væsketryk) skal også tilses og eventuelt repareres.
Du arbejder såvel med installation af motorer som med fejlfinding og reparation. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du bl.a. undervisning i fag som benzin og dieselmotorer, elektrisk forsyning, hydraulik og komfort og sikkerhedsudstyr.
Du kan både afslutte som bådassistent og som bådmekaniker.
Som bådassistent lærer du fx at installere motorer, propelakser og skruer, ligesom du lærer at reparere dem når de går i stykker. Du lærer desuden at foretage forskellige former for eftersyn og at give god kundeservice.
Som bådmekaniker lærer du også om udførelse af mere krævende reparationer. Du får en masse viden om avanceret fejlfinding og reparation.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.