Uddannelsen til designteknolog giver indsigt i en designproces fra en ide opstår, til den ender som et produkt ude i butikkerne.
Du kan blive designteknolog inden for tekstil- og beklædning eller inden for grafisk design.
Det er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse, der består af en obligatorisk fælles del, en specialedel, en praktikperiode og et afsluttende eksamensprojekt.
På den obligatoriske, fælles del af undervisningen får du undervisning indenfor områderne design, business og teknologi. Undervisningen berører emnerne:
- designprocessen
- værdifilosofi
- æstetik
- virksomheden
- handel
- kommunikation
- teknologi
- menneske og miljø
På specialedelen skal du vælge studieretning, også kaldet profil. Du vælger én af følgende profiler:
- Design
- Produktion
- Business
- Marketing
- Retail
Under de enkelte profiler kan du derefter vælge mellem flere specialer.
Læser du til designteknolog inden for tekstil og beklædning kan du specialisere dig i mode og livsstil, fx beklædning, i møbler, boliginteriør eller modelteknik.
Vælger du en grafisk profil på designteknologuddannelsen får du undervisning i designprogrammer som QuarkXPress, Illustrator, Photoshop og InDesign. Grafisk design giver mulighed for at vælge speciale inden for livsstil og iscenesættelse,
emballagedesign eller
3D og oplevelser.
Der er forskel på, hvilke profiler og specialer de enkelte skoler udbyder. Se derfor også på skolernes egne hjemmesider.
Undervisningen er ofte tværfaglig og projektorienteret. I sidste del af uddannelsen skal du i ca. 3 måneders praktik. Praktikperioden foregår i en virksomhed i Danmark eller i udlandet med relevans til dit valgte specialeområde.
Uddannelsen giver adgang til titlen Designteknolog AK. Den engelske betegnelse er AP Graduate in Design, Technology and Business.
Uddannelsen til designteknolog inden for tekstil- og beklædning foregår i Herning, København og Sønderborg. Uddannelsen til designteknolog inden for grafisk design foregår i Herning og Aalborg.
Designteknologuddannelsen udbydes både på dansk og på engelsk. Se i den engelske beskrivelse, hvilke institutioner der udbyder uddannelsen på engelsk.
Eksamen
Det sidste semester afslutter du med en specialeopgave samt et afgangsprojekt. Du skal behandle en konkret problemstilling i en relevant virksomhed. Afgangsprojektet består af en skriftlig rapport og en mundtlig eksamen.
Antal færdiguddannede
I 2011 fuldførte 574 uddannelsen. 80 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2011 forventes at fuldføre. Se forklaring på tallene.