Kandidatuddannelsen
Uddannelsesinstitutionerne Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet har indgået et samarbejde om udbuddet af visse it-uddannelser i Vestdanmark under navnet It-vest.
It-vest koordinerer it-uddannelserne på tværs af de tre universiteter. Uddannelserne kan foregå både på It-vest og på de enkelte universiteter.
Der er dels tale om 2-årige kandidatuddannelser, som er normeret til 120 ECTS og kræver en relevant bacheloruddannelse eller tilsvarende uddannelse, inden man kan søge optagelse.
Og dels er der tale om enkelte masteruddannelser og diplomuddannelser inden for it, der begge er 2-årige deltidsuddannelser.
Kandidatuddannelserne fører til den akademiske titel cand.it. (candidatus/candidata informationis technologiae).
Ph.d.-uddannelsen
Hvis du gerne vil være forsker, kan du søge ind på den 3-årige ph.d.-uddannelse, når du har afsluttet din kandidatuddannelse.
Uddannelsen indeholder selvstændigt forskningsarbejde, udarbejdelse af en ph.d.-afhandling, gennemførelse af ph.d.-kurser, ophold på andre forskningsinstitutioner og opnåelse af undervisningserfaring. Uddannelsen foregår i samarbejde med din vejleder.
Uddannelsen fører til den akademiske titel ph.d.
Flere oplysninger
Læs mere om It-vest på hjemmesiden www.itvest.dk.