Fodterapeuter behandler fødder på især ældre mennesker, der kan have problemer på grund af kredsløbssygdomme. En vigtig del af jobbet er også at give rådgivning om, hvordan man kan forebygge forskellige lidelser ved hjælp af det rette fodtøj m.m.
Uddannelsen til fodterapeut er opdelt i tre moduler. Det første modul handler om de almene funktioner ved fodterapi. De to næste moduler handler om fodterapeutens specifikke opgaver - på disse moduler er sværhedsgraden stigende.
De administrative opgaver er en del af alle tre moduler. Der undervises ca. 30 timer om ugen. Undervisningen er koncentreret, og der er meget hjemmearbejde.
Uddannelsen består af ca. en tredjedel teori og ca. to tredjedele praktisk/klinisk undervisning.
Den teoretiske undervisning indeholder fagområderne:
- Fodterapeutiske fag, herunder fodterapiens teori og metode
- Naturvidenskabelige fag, herunder anatomi, førstehjælp, fysiologi og mikrobiologi
- Sundhedsvidenskabelige fag, herunder infektionspatologi, sygdomslære, ortopædi og dermatologi
- Humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, herunder psykologi, socialpsykologi, pædagogik, sundhedspædagogik samt kvalitetssikring af behandlingsprincipper
I klinikundervisningen får du oplæring i almen og speciel fodterapi på skolernes klinikker og værksteder. Her lærer du at skrive journal over patienterne, behandle patienter med negle/hudproblemer, fremstille skoindlæg på skolens værksted og give ortonyxibehandling (dvs. fremstille neglebøjler til nedgroede negle).
Du lærer også at behandle patienter inden for forskellige sygdomsgrupper, fx patienter med dårligt kredsløb, sukkersyge, gigt- og hudsygdomme.
Uddannelsen foregår i København og Randers.
Eksamen
Der bliver afholdt prøver ved afslutningen af hver af de 3 moduler. Prøverne består af en skriftlig og en mundtlig del. Prøven ved afslutningen af det 3. modul udgør den afsluttende eksamen. Den består af en skriftlig, teoretisk opgave, der fremlægges og uddybes ved en mundtlig del.
Når alle prøver er bestået, og standpunktsbedømmelserne er godkendt, kan du få autorisation som fodterapeut efter ansøgning til sundhedsstyrelsen.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 72 uddannelsen.
83 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre. Se forklaring på tallene.