Det er skolens hensigt at stimulere de studerendes praktiske virketrang og iværksætterlyst. Endvidere at bibringe viden, færdigheder og en forståelse af omverdenen, der gør det muligt at omsætte iværksætterlysten i holdbare projekter.
Uddannelsen svarer i sin opbygning til en professionsbacheloruddannelse.
1. år giver er en generel og bred introduktion til faget med særlig vægt på og specialisering i kreativt projektdesign. Du tilegner dig teoretisk viden om og praktisk erfaring med projektdesign, entreprenørskab og lederskab.
Du stifter endvidere bekendtskab med metoder og teorier for udvikling, planlægning og gennemførelse af projekter, herunder organisering og ledelse af en projektorganisation.
Der veksles mellem projektopgaver stillet af eksterne kunder og undervisningsforløb i faglige discipliner. 1. år afsluttes med eksamen i kreativt projekt design.
2. år giver dig indgående viden om ledelse, procesdesign og entreprenørskab, og du får mulighed for at arbejde konkret med de tre områder. Der fokuseres på:
Kreativt proces design, hvor du designer og gennemfører målrettede og nytænkende procesforløb samt udviser lederskab. Processerne foregår bl.a. i eksterne virksomheder.
Kreativt business design, hvor du arbejder med strategiudvikling i nye virksomheder. Du arbejder med innovation, produktudvikling, virksomheders livscyklus og strategisk planlægning.
De to områder ses også i et internationalt samfundsperspektiv gennem et ophold i udlandet. 2. år afsluttes med to eksamener i Kreativt Proces Design og Kreativt Business Design.
3. år har fokus på udvikling af din personlige faglige profil gennem undervisning, praktikforløb og individuel afgangseksamen. I løbet af året arbejder du med globalisering, samfundsudvikling, dynamisk projektledelse og projektkontekst (markedsbehov og research).
Uddannelsen afsluttes med et individuelt udarbejdet eksamensprojekt (skriftligt) af ca. 15 ugers varighed samt en mundtlig præsentation.
Studiet er både udfordrende og tidskrævende. Du bliver udfordret på engagement, lyst til eksperimenteren og risikovillighed. Der er prøveeksamener undervejs i studiet, ligesom du løbende får faglig og personlig coaching.
Uddannelsen foregår i Aarhus.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 22 uddannelsen. 98 procent af dem, der begyndte på uddannelsens hovedforløb i 2009, forventes at fuldføre. Se forklaring på tallene.