En flytteopgave begynder gerne med, at flyttevirksomheden i samarbejde med kunden skaffer sig overblik over, hvor meget der skal flyttes.
Som flyttearbejder skal du tage højde for, om der indgår særligt kostbare eller skrøbelige genstande, store eller tunge møbler, eventuelt klaver, flygel eller lignende, og i hvilken rækkefølge genstandene skal pakkes og stuves på lastbilen.
Når selve flytningen går i gang, vil det ofte være nødvendigt for flyttefolkene at tage kontakt til flyttevirksomhedens kontor og melde arbejdsopgavens omfang, og om der eventuelt skal bruges yderligere mandskab eller materiel.
En stor del af det, der skal flyttes, skal pakkes i flyttekasser. Det gælder fx bøger, glas, porcelæn, køkkengrej og tøj. Flyttekasserne låner kunden i reglen af flyttefirmaet.
Tunge møbler, klaver og lignende flyttes ved hjælp af bæreseler, så man kan løfte tunge genstande uden at skulle bøje ryggen. Andre hjælpemidler er udvendige elevatorer, løftevogne osv.
Som flyttearbejder aftaler du med kunden, hvilke rum der skal etableres først på den nye adresse. Ønsker kunden, at fx soveværelse eller køkken skal komme i orden først, skal der tages hensyn til det ved stuvning af flyttebilen og den efterfølgende udpakning.
Arbejdet kræver god fysik og evne til at imødekomme kundens ønsker, som ofte vil være præget af den usikkerhed og forandring, som en flytning indebærer.