Som billedkunstner arbejder du med det billedmæssige udtryk, og det kan foregå på mange forskellige måder. Du kan male, lave skulpturer, installationskunst, collager, grafik, og du kan fotografere, lave videokunst, væve billeder og meget mere.
De fleste billedkunstnere begynder med at lave forstudier til det egentlige arbejde. De laver normalt mange skitser og tegninger. Forstudierne bliver som regel afsluttet med en mindre udgave eller en model af arbejdet. Herefter er billedkunstnernes arbejdsproces meget forskellig, alt efter kunstform.
Billedhuggeren arbejder mest med ler, gips og forskellige sten- og metaltyper, men alle materialer, der kan formes, kan bruges. Skal der hugges en skulptur ud af en stenblok, fx af marmor eller granit, arbejder billedhuggeren med både skære- og slibemaskiner og med hammer og mejsel for at fjerne det overflødige materiale og nå frem til den ønskede form.
Kunstmaleren arbejder især med flader, linjer og farver. Fladerne kan være lærred, metal, træ, mur eller papir. Man kan variere maleteknikken i det uendelige. Kun fantasien sætter grænser. Nogle hovedgrupper er olie-, akryl-, lak- og emaljemaling, fresko (vægmaleri), akvarel (vandfarvemaleri), pastel (blød farvestift) og collage (billeder, der er komponeret af forskellige materialer).
Somme tider hjælper forskellige slags håndværkere med at overføre kunstværker fra forstudier til endelig udgave.
En billedhugger kan få assistance fra en bronzestøber, hvis en gipsskulptur skal støbes i bronze. Skal en figur hugges i sten, kan en stenhugger udføre tilhugningen efter kunstnerens anvisninger. Mange billedkunstnere står dog selv for hele arbejdsprocessen.
Normalt er billedkunstnere selvstændige erhvervsdrivende. De kan sælge deres kunstværker på udstillinger, eller de kan lave dem på bestilling. Ved bestillingsopgaver er der normalt en tidsfrist for, hvornår kunstværket skal være færdigt.
Nogle kunstnere danner udstillingssammenslutninger, som lejer sig ind i udstillingsbygninger. Andre kunstnere udstiller deres værker i kunstforeninger, som betaler kunstnerne en afgift for lån af værkerne.
En anden mulighed er at henvende sig til en galleriejer for at udstille og sælge sine værker. Nogle galleriejere kræver en lejeafgift, andre kræver procentafgifter af det, der bliver solgt.
Du kan også sende dine værker ind til censurerede udstillinger. I ordet censureret ligger der, at værkerne skal bedømmes og godkendes for at blive udstillet. Kun ca. 10 % af de indsendte værker bliver godkendt.