Som sine vigtigste værktøjer benytter pianostemmeren en stemmegaffel og en stemmenøgle. Stemmegaflen er en togrenet stålgaffel. Når den bliver slået an, giver den en bestemt tone, der anvendes som kontroltone ved stemningen. Denne tone svarer normalt til 440 svingninger i sekundet og kaldes også kammertonen (a på toneskalaen).
Pianostemmeren efterser de mekaniske dele og udskifter defekte strenge og slidte dele ved hjælp af specielle håndværktøjer. Større reparationer udføres af pianobyggere.
Pianostemmeren kan også stemme ældre former for klaverer som fx cembalo, clavicord og spinet. Hvor ofte klaverer og flygler skal stemmes, afhænger af hvordan de bruges, hvor ofte de bruges, og hvilke temperaturpåvirkninger de er udsat for. Koncertflygler bliver altid stemt inden større koncerter.
Arbejdet som pianostemmer kræver en normal god hørelse og sans for rytme samt et godt håndelag. Arbejdsstillingerne kan være belastende for ryggen.