Hvad du laver som elektriker afhænger noget af, hvilket speciale du har haft på uddannelsen.
Det meste af arbejdet kræver et godt kendskab til love og regler på området. Normalt skal man i forbindelse med installationer udarbejde en teknisk beskrivelse af installationen, så andre kan finde ud af, hvordan den er lavet.
Installationsteknik
Elektrikere med speciale i installationsteknik arbejder med både stærk- og svagstrømsinstallationer i almindelige huse og fabrikker.
Man kan arbejde med belysning, varme, edb og styringer af automatiske anlæg. Nogle arbejder med elteknik i oliefyr og vindmøller. Andre har specialiseret sig i reparation af køleskabe, vaskemaskiner og andre hårde hvidevarer.
Såkaldte tavlemontører installerer større strømforsyningsanlæg i industrivirksomheder og andre storforbrugere af el.
Du skal kunne projektere og dimensionere anlæggene og bagefter udarbejde dokumentation (beskrivelse og tegninger) af anlæggets opbygning. En del af arbejdet er reparation.
Styrings- og reguleringsteknik
Elektrikere med speciale i styrings- og reguleringsteknik arbejder med alle former for større industrianlæg. De bliver ofte kaldt industrielektrikere.
Du arbejder med elektronisk styrede anlæg, som fremstiller forskellige produkter som øl eller medicin. Elektrikerne tilslutter styringsanlæggene.
Du fører ledninger og kabler i store gruppe- og styretavler og indstiller anlæggene, så de fungerer. Når du installerer anlæggene, og når du laver ændringer, skal alt beskrives nøje, så man senere kan finde ud af, hvordan anlægget er tilsluttet, og hvordan det fungerer.
Elektrikerne vedligeholder også virksomhedernes automatiske anlæg. Det drejer sig om fx cnc-maskiner (computerstyrede maskiner), industrirobotter og andre anlæg. Ud fra tegninger og beskrivelser afprøver elektrikerne anlæggene og indstiller dem og retter eventuelle fejl.
Nogle elektrikere arbejder som serviceteknikere med montage, forebyggende vedligehold, fejlfinding, reparation samt opstart og indkøring af industrielle anlæg.
Serviceteknikere kan også arbejde med service og fejlfinding på PLC-styrede maskiner (computer brugt til automation af produktionsmaskiner i industrien), betjening af maskinerne og tilsyn med anlæg.
Desuden kan de instruere det personale, der skal arbejde med anlæggene, ligesom de laver administrativt arbejde i forbindelse med servicekontrakterne.
Kommunikationsteknik
Elektrikere med speciale inden for kommunikationsteknik arbejder med moderne kommunikationsteknik som mobiltelefoner, satellit-tv og computere.
Du planlægger og installerer de forskellige typer anlæg. Det kan fx dreje sig om et computernetværk eller et større telefonanlæg eller antenneanlæg. Elektrikerne lægger rør, trækker kabler og opsætter stik.
Du kender de forskellige overvågningsanlæg som brandalarmer og tyverisikringer og kan rådgive kunderne, både når de skal købe, og når de skal bruge anlæggene. Elektrikerne sætter anlæggene op og sørger for forbindelse til fx brandvæsen og politi.
En del af arbejdet er at reparere installationerne. De forskellige anlæg kan have stor betydning for virksomhederne, og de forventer som regel, at elektrikeren retter fejl med det samme.
Antennemontør
Som antennemontør arbejder du med opsætning og justering af tv-antenner og paraboler. Du kan være uddannet som elektrikere, eller du kan være oplært i virksomheden.
Inden for bygningsautomatik arbejder du med installationer og netværk. Et vigtigt område er etablering af CTS (central tilstandskontrol og styring). CTS systemet gør det muligt gennem den centrale overvågning hurtigt at opdage fejl og nedbrud i større bygningskomplekser.