Man kan organisere sit selvstændige arbejdsliv på mange forskellige måder. Det mest almindelige er at starte sin egen virksomhed som iværksætter. En iværksætter sætter i værk, dvs. starter en virksomhed på en god idé om et produkt eller en tjenesteydelse. Læs artiklen om at etablere egen virksomhed.
Nogle starter en enmandsvirksomhed, andre ansætter en eller flere medarbejdere til at hjælpe sig. Kun de færreste får etableret en virksomhed med en masse ansatte. Se interviewet med en Iværksætter i mediebranchen.
I artiklen De selvstændige kan du læse om, hvem der etablerer virksomhed, og hvordan det går.
At man er selvstændig og driver sin egen virksomhed, betyder ikke altid, at man er iværksætter. Man kan fx købe en virksomhed, der allerede er i gang.
I hele servicesektoren er det almindeligt både at købe en virksomhed og at starte sin egen. Det sker også ofte inden for Detailhandel. Lysten til egen virksomhed kan altså godt realiseres uden at starte helt forfra.
Nogle erhverv lægger naturligt op til, at man bliver selvstændig. Det er job som apoteker, elinstallatør, restauratør, kiropraktor, massør, projektleder, psykoterapeut, tandlæge o. lign. Inden for sundhedsområdet findes en del selvstændige behandlere og terapeuter.
Inden for kunst og kultur er det almindeligt, at man er selvstændig som fx skuespiller, musiker, instruktør, kunsthåndværker, designer eller billedkunstner. Disse mennesker lader sig engagere til en konkret opgave, og er i den forstand selvstændige, eller de er deres eget firma. Se mere i branchen Kunst, sport og kultur.
Professionelle sportsfolk udgør også deres eget firma. De tegner kontrakt om at levere deres kunnen i kortere eller længere perioder. Se mere om disse enmandsvirksomheder i branchen Kultur, kunst og sport samt i artiklen Professionel sportsudøver.
Freelance er også en måde at have sin egen virksomhed på. Freelancere lader sig engagere til opgaver, der som regel kræver specialviden og -kunnen inden for et snævert fagområde. Det er meget almindeligt inden for film- og tv-arbejde, konsulentvirksomhed og rådgivning. Se mere om Film- og musikbranchen og forskellige former for rådgivningsvirksomhed. Se brancherne Juridisk bistand, revision og virksomhedsrådgivning samt Arkitekt- og ingeniørvirksomhed og lignende rådgivning.
Endelig taler man inden for iværksætteri om iværksættere som frie agenter, ligesom man bruger udtrykket intrapreneur om en person, der starter en ny afdeling eller virksomhed i en eksisterende virksomhed.