På det danske arbejdsmarked er der tre parter med hver deres interesser: arbejdsgiverne, lønmodtagerne og staten. Den måde at organisere arbejdsmarkedet på, har vist sig at passe alle, fordi den bygger på aftaler mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Konflikter i form af ulovlige strejker er ret sjældne i Danmark i forhold til udlandet.
Så længe lønmodtagerne og arbejdsgiverne selv er i stand til at klare problemerne på arbejdsmarkedet, blander staten - den tredje part - sig ikke. At en stor del af forholdene på arbejdsmarkedet forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, frem for at blive fastsat ved lov, er netop kendetegnende for det, man kalder den danske model.
De grundlæggende rammer for samarbejdet mellem organisationerne er fastsat i hovedaftalen, mens de konkrete løn- og arbejdsvilkår fastlægges i de skiftende overenskomster. Hvis der opstår konflikter om aftaler og overholdelse af overenskomster, bliver de i sidste instans afgjort ved faglig voldgift eller i arbejdsretten.