En masse mennesker er beskæftiget med udøvende kunstnerisk virksomhed.
Teater- og koncertvirksomhed omfatter opførelse af teaterforestillinger, operaer, balletter samt koncerter og anden form for sceneoptræden. Teknikere og hjælpepersonale er som regel fastansat på teatret eller i koncerthuset.
De medvirkende kunstnere kan være ansat for længere tid, men det normale er, at de er kontraktansat i forbindelse med enkelte forestillinger eller arrangementer. Disse selvstændigt udøvende kunstnere kan fx være skuespillere, musikere, forfattere, foredragsholdere, billedhuggere, malere, tegnere, instruktører.
En række mennesker er ansat til at drive disse kulturelle servicesteder, koncertsale, teatre og andre kulturhuse, medborgerhuse, billetbureauer samt aktivitets- og kulturcentre.
Billedkunstnere er som regel selvstændige grafikere, malere, billedhuggere, lyskunstnere m.v. Kunstnerisk udførende virksomhed omfatter også restaurering af kunstværker.
Endelig findes biografer i bred forstand, der fremviser fim eller videobånd i biografer, i det fri eller i forbindelse med andre fremvisningsfaciliteter, fx filmklubber.
Biblioteker og arkiver, museer af enhver art, botaniske og zoologiske haver, drift af historiske monumenter og naturreservater er en anden stor kulturel aktivitet.
Den omfatter også bevarelse og udstilling af genstande, steder og naturfænomener af historisk, kulturel eller undervisningsmæssig interesse.
Biblioteker og arkiver udfører et meget omfattende arbejde med formidling af kultur, kunst og underholdning. Biblioteker er ikke bare folkebiblioteker, men biblioteker af enhver art, læsesale og audiovisuelle rum.
De benyttes fortrinsvis af offentligheden og tilbyder udlån og opbevaring af bøger, kort, tidsskrifter, film, grammofonplader, dvd'er, cd'er, lydbånd, kunstværker m.v. Det er også centre for undervisningsmidler, pædagogiske centraler og skolebiblioteker.
En særlig gren af bibliotekerne er forsknings- og universitetsbiblioteker med biblioteker, læsesale og audiovisuelle rum, som fortrinsvis benyttes af studerende og forskere. De tilbyder udlån og opbevaring af bøger, kort og tidsskrifter samt katalogisering og kildesøgning. Se mere i Forskning og udvikling.
Arkiver er institutioner med samlinger af dokumenter af offentlig eller privat art eventuelt inden for et bestemt fagområde. Det er bl.a. Rigsarkivet og Landsarkiverne.
Museer er kulturelle institutioner med samlinger af bevaringsværdige kulturgenstande. Der findes bl.a. kunstmuseer, museer for møbler, tøj, keramik, juveler og sølvtøj, naturhistoriske museer, videnskabelige og teknologiske museer, historiske museer, herunder militærmuseer og historiske bygninger, monumenter og andre specialmuseer.
Museer omfatter også frilandsmuseer og kunstudstillinger, hvor der sædvanligvis betales entre.
Andre kollektive serviceaktiviteter, der retter sig mod socialt samvær og individuel fornøjelse, er fx omrejsende og stationære forlystelsesparker, Tivoli, Bakken og Legoland, veteranbaner, omrejsende tivoli og vandlande.
Det kan også være danseskoler, cirkus, dukketeatre, rodeoer, skydebaner, opsendelse af fyrværkeri, modeljernbaner m.v.
Botaniske og zoologiske haver omfatter også naturreservater, dyreparker og lignende.
Aktiviteter i forbindelse med fritid er lotteri- og anden spillevirksomhed, fx Tipstjenesten, casinoer, totalisatorspil, Klasselotteriet, Lotto, indskudsboder og drift af spilleautomater med møntindkast. Endelig er det internetcaféer og drift af videospilmaskiner.
En stor gruppe af virksomheder arbejder med udøvelse af sport, idrætsanlæg, idræts- og svømmehaller, friluftsbade og søbadeanstalter. Hertil kan være knyttet servicevirksomhed med udlejning af udstyr, badehuse og liggestole.
Andre indendørs eller udendørs sportsanlæg er fx fodboldbaner, golfbaner, bokseanlæg, vintersportsanlæg, atletikstadioner, bowlingbaner, væddeløbsbaner.
Idræts- og sportsaktiviteter omfatter også organisationers tilrettelæggelse og afvikling af enhver form for udendørs eller indendørs sportsbegivenhed for professionelle eller amatører, uanset om det sker på egne anlæg eller ikke.
Der findes klubaktiviteter for enhver sport, fx fodbold, svømning, atletik, golf, boksning, brydning, bodybuilding, bowling, vintersport, klubber for skak, dam, domino eller kortspil, klubber for skydning og klubber for folkedans.
Sports- og fritidsaktiviteter omfatter også lystbådehavne og marinaer, drift af fiskedamme til sportsfiskeri (fx "put and take") samt udlejning af jagt- og fiskerirettigheder.
Andre aktiviteter i forbindelse med sport udøves af professionelle sportsfolk, dommere, tidtagere, instruktører, læger, trænere m.v. Det er jagt som sport eller fritidsinteresse, tilhørende tjenesteydelser, fx fasanopdræt, det er rideskoler og stalde for væddeløbsheste og -hunde samt garager for væddeløbsbiler.
Kulturlivets virksomheder giver beskæftigelse inden for Arbejde med fritid og idræt
, Arbejde med sang og musik,
Arbejde med billedkunst,
Arbejde med lys- og lydudstyr,
Biblioteks- og museumsarbejde,
Optræden og instruktion ved teater, film og tv,
Optræden, forlystelses- og modelarbejde,
Andet arbejde ved teatret samt Akademisk administrativt arbejde.
Antal beskæftigede
Antallet er vanskeligt at gøre op, men anslås at ligge i omegnen af 50.000 personer.