Filmbranchen i Danmark består af en håndfuld store produktionsselskaber samt en række små og mellemstore selskaber, der dels arbejder for de store, dels producerer for erhvervslivet. Det kan dreje sig om film og video til undervisningsbrug eller portrætter af virksomheder.
Produktionsselskaberne hyrer produktionsfolk til det enkelte film- eller tv-projekt. Denne ansættelsesform (freelance) er meget karakteristisk for miljøet. Produktionsholdet arbejder ud fra nøje planlagte produktions- og indspilningsplaner.
Desuden foregår der aktiviteter som redigering, overførsel fra film til bånd, tekstning, undertekstning, rulletekster, tekstning for hørehæmmede, computergrafik, computeranimation og specielle effekter, fremkaldelse og behandling af film, aktiviteter udført af filmlaboratorier og speciallaboratorier for animationsfilm.
Nogle virksomheder arbejder med distribution af film, video, dvd'er og lignende produkter til biografer, tv-selskaber og -stationer mv. De køber distributionsrettigheder til produkterne og står for den praktiske distribution og udlejning til biografer og filmklubber.
I plade- og lydstudier produceres originale lydindspilninger, og der laves optagelser af båndede radioprogrammer, der ikke udsendes live.
Branchen giver job til personer inden for arbejde med foto- og kameraudstyr, arbejde med lys- og lydudstyr foruden andet arbejde ved film og tv. Desuden ansættes medarbejdere til arbejde med journalistik og kommunikation samt
optræden og instruktion ved teater, film og tv.
Udviklingstendenser
Det er karakteristisk for branchen, at den ud over den veletablerede del også består af mange nyetablerede virksomheder, der organiseres omkring en enkelt eller flere produktioner.
Branchen har oplevet en del år med succes, nytænkning og idérigdom. Derfor har den tiltrukket mange talenter og ildsjæle. Nu er der en vis afmatning i branchen.
De store ændringer i mediernes organisering og produktionsmetoder gør, at mediefolk skal have andre kompetencer end tidligere. Man skal have bred viden om medieproduktion og samtidig have kompetencer på en række specialeområder.
Desuden udklækkes der flere nyuddannede end nogensinde før. Arbejdsløshedstallene for nyuddannede er meget høje, og det sætter branchen under pres.
Produktionstekniske mediearbejderes andel af branchens ansatte var 24 procent i 2000 og er under 15 procent i dag.
Det skyldes i høj grad, at teknikken i vidt omfang kan betjenes af de redaktionelle medarbejdere i tv- og radiomediet, altså af journalister og folk med en videregående medieuddannelse.