Detailhandel beskæftiger sig med salg af varer til forbrugere. Salget foregår som regel i fysiske butikker, men også i butikker på internettet. Med til detailhandelsvirksomhed hører butikkernes indkøb af varer med det formål at sælge dem videre til forbrugerne.
Dagligvarer er typisk fødevarer, drikkevarer, tobak, aviser, slik osv., som vi henter i supermarkedet, kiosken eller på tanken. Specialvarer er de forbrugsvarer, vi køber i fx tøjbutikker, radioforretninger, boghandlere, brillebutikker og parfumerier.
Fødevarer og tekstilvarer er de største vare- og produktgrupper inden for henholdsvis dagligvarehandel og specialevarehandel.
Dagligvarehandel er handel med en lang række forskellige varer, hvor 2/3 af detailomsætningen ligger på føde-, drikke- og tobaksvarer. Detailhandel fra dagligvareforretninger omfatter handel fra kolonial- og købmandsforretninger, døgnkiosker, supermarkeder, varehuse og stormagasiner.
Supermarkeder er forretninger med fuldt fødevaresortiment og et salgsareal på mindst 400 kvadratmeter, hvor non-food-varer som hovedregel udgør mindre end 20 procent af detailomsætningen.
Discountforretninger er selvbetjeningsbutikker med sparsom butiksindretning og med et begrænset varesortiment primært inden for kolonial, drikkevarer, konserves, mejeriprodukter, pålægsvarer og fersk kød. Butiksstørrelsen er typisk på mellem 400 og 1.000 kvadratmeter.
Døgnkiosker med udvidet åbningstid hele året (aften og lørdag-søndag) fører et blandet udvalg af varer med hovedvægten lagt på føde-, drikke- og tobaksvarer.
Stormagasiner er forretninger med et bredt sortiment af udvalgsvarer og et salgsareal på mindst 2.500 kvadratmeter med betjening i de enkelte afdelinger.
Anden detailhandel fra ikke-specialiserede forretninger handler med en lang række forskellige varer, hvor hovedvægten ligger på nonfood, fx et bredt udvalg af varer som beklædningsartikler, husholdningsapparater, isenkram, kosmetik, bijouterivarer, legetøj og sportsartikler.
Specialbutikker. Detailhandel med en lang række varer og forbrugsgoder foregår fra specialiserede butikker og salgssteder. Arbejdet i disse butikker er som regel afhængig af en faglig viden hos salgsmedarbejderne om varesortimentet og varernes anvendelse. Ofte vil medarbejderne have en faglig uddannelse. Det gælder fx optikere, slagtere, farvehandlere, boghandlere, møbelforretninger og antikvitetshandlere.
Specialforretninger, der handler med føde-, drikke- og tobaksvarer, er fx frugt- og grøntforretninger med og uden blomster. Det er planteforhandlere og havecentre samt torve- og stadehandel med frugt og grønt.
I andre specialbutikker foregår der foruden salg en produktion eller tilvirkning af typisk fødevarer. Det gælder fx slagter- og viktualieforretninger, smørrebrødsforretninger samt fisk- og vildtforretninger. Det gælder endvidere bagerier og chokolade- og konfektureforretninger samt visse iskiosker.
Andre specialbutikker, der handler med fødevarer, er vinforretninger, tobaksforretninger, osteforretninger, helsekostforretninger samt kaffe-, te- og delikatesseforretninger.
Detailhandel med farmaceutiske og medicinske artikler foregår fra andre specialforretninger som apoteker, parfumerier og materialister. De sælger varer som kosmetik, produkter til personlig pleje, hårshampoo, tandpasta og lignende.
Nogle specialforretninger handler med kjolestoffer, garn, broderier eller andre beklædningsartikler som læder-, skind- og pelsværk. Andre specialbutikker er forhandlere af brugt tøj, trikotageforretninger, hatteforretninger, korsetforretninger, strømpeforretninger, lingeriforretninger, pelsforretninger og pelsopbevaring.
En del butikshandel med varer som fx computere og hårde hvidevarer indebærer montering eller installation samt reparation i private hjem, i institutioner eller virksomheder.
Detailhandel kan også omfatte reparation af varer til personligt brug eller husholdningsbrug. Det er fx reparation af ure, vaskemaskiner og møbler.
En del detailhandel foregår med brugte varer fra butikker, fra postordreforretninger eller fra stadepladser og markeder.
Mere specielle former for detailhandel finder vi ved auktionshandel på internettet samt ved homeparties og demonstrationssalg.
De ansatte inden for detailhandel er beskæftiget med først og fremmest butiksarbejde
foruden salgs- og indkøbsarbejde. Andre er ansat til at udføre
dekorationsarbejde
og marketingarbejde.
I specialforretninger er ansat personale til
bager-, sukkervare- og kornarbejde,
slagter- og fiskearbejde,
mekanikerarbejde, transport,
beklædnings- og skoarbejde, pelsarbejde samt elektrikerarbejde. Desuden udføres i store varehuse og lignende lagerarbejde mv.
Antal beskæftigede
Dansk detailhandel beskæftiger cirka 203.500 mennesker nogenlunde ligeligt fordelt mellem dagligvarehandelen og specialvarehandelen. En tiendedel af medarbejderne, svarende til c. 20.000 ansatte, har et uddannelsesniveau ud over erhvervsuddannelse.
Beskæftigelsen, såvel som antallet af job, har været stigende siden starten af 1990'erne, men er bremset op i de seneste år. Detailhandelen beskæftiger relativt mange medarbejdere på deltid.
Det stigende privatforbrug frem til 2008 kom ikke hele detailhandelen til gode i form af flere job. Supermarkeder har haft tilbagegang, mens det gik frem for specialforretninger med tøj og sko samt fødevarer. Også andre specialforretninger og stormagasiner har fået lidt flere ansatte.
Beskæftigelsen inden for de enkelte varegrupper varierer meget. Flest er beskæftiget i supermarkeder og kolonialhandler (55.000), varehuse og stormagasiner tegner sig for omkring 30.000 medarbejdere, mens knapt 29.000 sælger udstyr til boligen samt husholdningsapparater og hvidevarer.
Tøjbutikker, skotøjsforretninger og lignende beskæftiger 28.500 personer, specialforretninger med fødevarer (slagtere, bagere, fiskehandlere, grønthandlere m.v.) giver job til 11.000, mens apoteker, parfumerier og materialister beskæftiger ca. 10.000.
Andre specialforretninger (boghandlere, møbelforretninger osv.) giver beskæftigelse til godt 39.000 mennesker.
Detailhandelen er en relativ ung branche, hvor langt de fleste medarbejdere er under 40 år. Der er et overtal af kvinder blandt de ansatte, især inden for handel med dagligvarer, beklædning og lignende. Mændene er i overtal inden for varegrupper som hvidevarer, radio/tv og andre tekniske artikler.
De såkaldte kernemedarbejdere har ofte en erhvervsfaglig baggrund, mens de mere løst tilknyttede kan have meget forskellig uddannelsesbaggrund.
Andelen af faglærte varierer også meget inden for detailhandelens forskellige brancheområder. Handel med specialvarer kræver inden for nogle områder højt specialiserede medarbejdere.