Ledigheden omfatter alle de erhvervsaktive personer i arbejdsstyrken, som mangler et job.
Ledigheden i Syddanmark har været nogenlunde stabil siden sommeren 2010, og den sæsonkorrigerede bruttoledighed lå i november 2011 på 35.800.
Ledigheden forventes at stige svagt i 2012 og falde i 2013.
De seneste måneder ledighedstal har været nogenlunde overensstemmelse med Beskæftigelsesregionens seneste prognose fra sommeren 2011.
Men i de kommende måneder ventes ledigheden at stige mere, end sommerprognosen gav udtryk for.
Det er fald i beskæftigelsen, der gør at ledigheden i 4. kvartal 2012 ventes at udgøre 37.100, hvilket svarer til en ledighedsprocent på 6,6 procent.
Krisen har ramt alle og der er ingen aldersgrupper, der er gået fri. De unge mellem 25og 29 har dog været hårdere ramt end andre, blandt andet fordi denne aldersgruppe tæller forholdsvis mange nyuddannede.
Modsat har personer over 60 haft en mindre ledighedsstigning end gennemsnittet. Det forventes at de to grupper nærmer sig gennemsnittet henover prognoseperioden.
Historisk set har kvinder haft en højere ledighedsprocent end mænd. Dette ændrede sig under finanskrisen, og der er nu flere ledige mænd end kvinder. Efterhånden som man nærmer sig en normalisering af arbejdsmarkedet forventes det at forskellen på kønnenes ledighed bliver mindre.