Voksenvejledningsnetværk
Undervisningsministeriet etablerede i december 2007 22 landsdækkende voksenvejledningsnetværk. Netværkene blev oprettet efter udbud med baggrund i aftalen om Bedre vejledning og rådgivning til beskæftigede og virksomheder. Aftalen blev indgået den 18. juni 2007 af regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale venstre.
De enkelte netværk havde deltagelse af erhvervsrettede udbydere af voksen- og efteruddannelse samt voksenuddannelsescentrene (VUC), men var i øvrigt forskelligt sammensat. De havde til opgave at styrke den opsøgende vejledning og rådgivning på virksomhederne med særlig fokus på kortuddannede. Desuden skal de uddanne vejledere i virksomhederne - de såkaldte uddannelsesambassadører samt etablere virksomhedsnetværk blandt især små og mellemstore virksomheder for herigennem at styrke dialogen om voksenuddannelse. Endelig skal netværkene etablere lokale voksenvejledningsfora.
Voksenvejledningsnetværkene blev nedlagt med udgangen af 2009.