Anerkendelse af internationale vejlederkompetencer - EVGP

EVGP (Educational and Vocational Guidance Practioner) er et sæt af internationale kompetencer, der bruges til at anerkende og certificere vejledere.

EVGP-kompetencerne identificerer både kernekompetencer og specialiserede kompetencer hos den enkelte vejleder. Kernekompetencerne er fx at vise etisk og professionel opførsel, at støtte klientens læring, karriereudvikling og personlige udvikling, at kunne udvikle, implementere og evaluere vejledningsprogrammer og at være opdateret om uddannelser, arbejdsmarkedet og sociale problemstillinger. De specialiserede kompetencer kræves for nogle vejledere afhængigt af arbejdets karakter.

IAEVG (International Association for Educational and Vocational Guidance) påbegyndte udviklingen af de internationale kompetencer i 1999 for at sikre en kvalificeret uddannelses- og erhvervsvejledning. Disse kompetencer blev valideret af 700 praktikere fra 38 lande, heriblandt Danmark og godkendt på IAEVG's generalforsamling i 2003.

I 2002 indgik IAEVG også et samarbejde med NBCC (National Board of Certified Counselors) for at opnå international anerkendelse af EVGP-kompetencerne, hvilket er sket i 2006. Center for Credentialing in Education varetager nu anerkendelsen af vejlederkompetencer på vegne af IAEVG.