Optimal overgang til ungdomsuddannelse?
Af Morten Georg Hansen, lærer, Høje Taastrup Kommune
I den skolepolitiske debat bliver det ofte fremhævet, at folkeskolen med en projektorienteret arbejdsform skal fungere som katalysator for at fastholde og udbygge det danske videnssamfund. Eleverne skal i det, der er blevet døbt den kreative folkeskole, bevæge sig fra at have opnået formelle kvalifikationer til også at have opnået handlekompetencer.
Et blandt flere vilkår ved denne arbejdsform er den pædagogiske og politiske forestilling om den inkluderende folkeskoles lyksaligheder i forhold til at placere overliggeren på en måde, så alle elever får skabt en oplevelse af, at der er en mening med at skulle lære et fags fundamentale betydning for at komme videre i en læreproces.
Problemet opstår, når eleverne skal bevæge sig fra folkeskolen videre i en ungdomsuddannelse. De elever, der i folkeskolen er blevet fortrolige med denne læringsform kan bevæge sig relativt uhindret videre.
For en gruppe elever kan det dog være en hel uoverkommelig opgave at komme videre på denne præmis, og de kan have svært ved at forstå, hvad skolesystemet forventer af dem. Netop denne gruppe elever illustrerer vigtigheden af samarbejdet mellem skole og UU-vejledning. Skolen skal forstå sig selv som led i en fødekæde og samarbejdet skal tage udgangspunkt i, at det ikke blot handler om, at eleven skal bestå 9. klasse, men i lige så høj grad om hvordan man skaber forudsætningerne for, at overgangen til ungdomsuddannelsen ikke bliver en uoverstigelig barriere.
Hvordan kan UU-vejlederen aktivt bruge lærerens oplevelser af elevers manglende handlekompetence? Og i hvilken ramme skal samarbejdet foregå for at sikre optimal vidensdeling?
Fremmedgør jer fra det kendte
Af Sarah Verver, Antropolog, Studievalg København
Hvis unge med uddannelsesfremmed baggrund skal uddanne sig, skal det fremmede gøres kendt.
Det er regeringens mål, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Samtidig er det et mål, at 50 procent skal gennemføre en videregående uddannelse. At uddanne sig er derfor nærmere blevet et krav end en ret for unge i Danmark.
Videnscenter for vejlednings nye temanummer er unge med uddannelsesfremmed baggrund, og det er derfor interessant, at relatere regeringens mål til denne gruppe af unge. Sat på spidsen, så opfordrer målene til, at unge med uddannelsesfremmed baggrund skal fremmedgøre sig fra det, de kender. De skal bryde den sociale arv og dermed sige farvel til tillærte værdier, meninger, holdninger osv. Og de skal bevæge sig ud på et ukendt område, uddannelsesområdet, hvor hjælpen hjemmefra er meget begrænset eller ikke eksisterende. De unge kommer ikke nødvendigvis fra dårlige familiære vilkår, men de mangler en kvalificeret voksen at tale med om det danske uddannelsessystem og det at være studerende.
Den overordnede udfordring er derfor at gøre det fremmede både kendt og trygt for disse unge. I praksis er udfordringen todelt. Det første skridt er at få de unge i gang med en uddannelse. Herefter er et lige så stort fokus at støtte dem gennem uddannelsen.
For at få unge med uddannelsesfremmed baggrund til at uddanne sig, kræver det et samarbejde mellem undervisere og vejledere. De kan i fællesskab agere som de kvalificerede voksne, der kan vejlede om de forskellige muligheder for uddannelse og understøtte de unge gennem uddannelsen.
Hvordan bliver samarbejdet mellem studievejledere og undervisere udmøntet i praksis? Og hvordan kan det gøres bedre?
Fastholdelsesspørgsmålet
Af Viggo Munk, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning, Århus og Samsø
Profilmodellen for årgang 2007 angiver, at 95,6 procent af årgang 2007 forventes at påbegynde en ungdomsuddannelse, men kun 79,7 procent forventes at gennemføre en ungdomsuddannelse. Kan man fastholde alle de unge, der påbegynder uddannelse, er den nationale målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have gennemført en ungdomsuddannelse nået! Men det er klart en kæmpe udfordring at få flere unge til at tage uddannelse.
Fastholdelse lugter af tvang og overgreb, og jeg medgiver, at der ligger en fare for misbrug af vej-ledningen, hvis den ensidigt bliver brugt til blindt at fastholde unge på en uddannelse for enhver pris. Den unge skal ikke fastholdes i en uddannelse for en hver pris, men vejledningen skal derimod arbejde hårdt for at fastholde den unges fokus på med tiden at tage en relevant uddannelse. Vi skal se fastholdelse som en måde, hvorpå vejledningen kan vise positiv opmærksomhed over for den unge.
Grundlæggende vil vi gerne holdes fast på noget, vi vil gerne forpligtes, have ansvar, mærke konsekvenser af det vi gør og siger og være genstand for opmærksomhed fra omverdenen. Vi vil mærke, at vi ikke er ligegyldige.
Fastholdelse må dog ikke bare blive omsorg. Vejledningen må bæres frem af ’en ægte villen noget med den anden’. Der skal være fokus på den unges potentialer og motivation. Fastholdelsesspørgsmålet kan således, med udgangspunkt i den unge selv og med en passende udfordring til at vurdere konsekvensen af et valg, samt en henvisning til det ansvar, der er forbundet med at tage en uddannelse, formuleres som: ”Hvad er det, du kan og vil, der skulle kunne motivere dig til faktisk at tage denne uddannelse eller tage en uddannelse i det hele taget?”
Mærk uddannelsen
Af Ebbe Schou Hargbøl, studievejleder på Optometrist, Københavns Erhvervsakademi
Som studievejleder på professionsbacheloruddannelsen i optometri oplever jeg to ting i forhold til frafald. For det første er der de nye studerende, som aldrig dukker op til studiestart. For det andet er der dem, som er på uddannelsen i to til tre uger og så bare smutter.
Mit indtryk af de "smuttere", jeg får fat i, er, at for dem handler det ikke om det, vi som uddannelse gør i de første uger, men om at de simpelthen har valgt en forkert uddannelse.
Hvis man skal tale om en undren, så undrer jeg mig over, hvorfor så mange unge ikke har sat sig grundigt ind i uddannelsen, inden de begynder.
Jeg synes, at der er et paradoks. Nemlig det, at vi i uddannelseshistorien aldrig har haft så meget information og vejledning, som vi har nu, samtidigt med så stort et frafald på uddannelserne. På optometri i København har vi et frafald på ca. 35 procent inden for de to første år, vi har eksisteret. I modsætning til de 5 procent dengang, hvor optometri var en erhvervsuddannelse.
Jeg gør mig mange overvejelser om, hvad der egentlig skal til for at vælge rigtigt. Min hypotese er at i modsætning til at lytte og læse, så mærk uddannelsesstedet! De unge skal altså besøge uddannelsestederne og bruge god tid på at være der.
Er det mon informationssamfundets fallit og behov for mere værenssamfund?
Nyt vejledningstilbud om forsinkelsessamtaler
Af Helle Birch Schmidt og Susanne Raben Rasmussen, studievejledere ved Studie- og erhvervsvejledningen, Københavns Universitet
Universiteterne er på baggrund af adgangsbekendtgørelsens kapitel 5 om Særlig vejledning begyndt at afholde forsinkelsessamtaler med studerende, der er forsinkede i forhold til det normerede studieforløb. Formålet er at understøtte de studerendes muligheder for at gennemføre uddannelsen. Etableringen af dette nye vejledningstilbud giver anledning til overvejelser om de udfordringer og problematikker, der medfølger. Vi har skitseret nogle problemstillinger, som vi håber, andre har lyst til at debattere:
Den hidtidige erfaring på KU med afholdelse af forsinkelsessamtaler viser, at relativt få studerende (anslået ca. 10 procent) tager imod tilbuddet om at komme til en forsinkelsessamtale. En udfordring er at få præsenteret vejledningstilbuddet, så det fremstår som et tilbud om hjælp og ikke som en kontrol og en løftet pegefinger. Hvor langt skal vi gå i forsøget på at nå de studerende? Skal vejledningen begynde at ringe til de studerende? Skal samtalerne gøres obligatoriske med konsekvenser, hvis den studerende ikke møder op? Skal vi bare lade de studerende passe sig selv?
Hvis fastholdelse er tidens vigtigste rettesnor i vejledningen af forsinkede studerende, er vejlederen så presset til i mindre grad at indgå i vejledninger omkring den realistiske udsigt for, at den studerende kan gennemføre uddannelsen? Hvornår er udsigterne for gennemførelse dårlige nok eller motivationen for uddannelsen lav nok til, at vejlederen går fra et fastholdelsesperspektiv til at finde andre løsninger, evt. en anden uddannelse?
Forsinkelsessamtaler kan ikke øge fastholdelse og gennemførelse på uddannelserne alene. Der skal også arbejdes inden for institutionernes øvrige rammer, udvikling af undervisningen, oprettelse af vejledningstilbud mv. Dette rækker til tider ud over vejledningens rækkevidde. Hvis de øvrige forudsætninger ikke er til stede, har forsinkelsessamtaler så overhovedet en chance?