Reglerne for SU er forskellige alt efter, om du går på en ungdomsuddannelse eller på en videregående uddannelse. Der er dog en række regler, der gælder for begge typer af uddannelser, fx at man skal være studieaktiv.
En uddannelse giver som hovedregel ret til SU, hvis den er tilrettelagt som heltidsundervisning og varer mindst 3 sammenhængende måneder. Alle offentligt godkendte uddannelser, der lever op til dette, kan give adgang til SU. Det gælder også enkelte private uddannelser - men langt fra alle.
På SU's hjemmeside kan du se en liste over henholdsvis hvilke ungdomsuddannelser og hvilke videregående uddannelser, der er godkendte til SU. Heri er også de private uddannelser, der giver mulighed for SU.
Du kan også læse om de særlige regler, der er for de to typer af uddannelser.
For de videregående uddannelser og de private SU-godkendte er rammen for uddannelsesstøtten et såkaldt klippekort. Tildelingen af støtte tager udgangspunkt i uddannelsernes normerede studietid. Der kan også gives støtte til undervisning uden for klippekortet, fx til en ungdomsuddannelse eller til enkeltfagsundervisning.
Til enkeltfag på almene uddannelser
Du kan få SU til enkeltfag på folkeskoleniveau og gymnasialt niveau, hvis
du gør uddannelsen færdig inden for 23 måneder, dog 35 måneder, hvis du har et barn under 7 år.
Uddannelsen skal omfatte mindst 23 ugentlige skemalagte timer, dog kun mindst 17 timer, hvis du har et barn under 7 år. Ved enkeltfag på gymnasialt niveau må du ikke tidligere må have taget fagene på samme niveau.
Til supplering (GSK)
Du kan også få SU, hvis du skal supplere din gymnasiale eksamen med særlige enkeltfag for at blive optaget på en videregående uddannelse.
Det forudsætter, at
du ikke tidligere har gennemført fagene på samme niveau. Du skal have mindst 16 undervisningstimer
om ugen, og suppleringen skal vare mindst 1 måned - dog kun 3 uger hvis forløbet starter og slutter i august.
Med til udlandet
Du kan søge om at få SU med til udlandet. Det kan ske i forbindelse med et studieophold som led i din danske videregående uddannelse, eller hvis du ønsker at tage en hel uddannelse i udlandet.
Man kan få SU med til en hel uddannelse på kandidat- eller masterniveau af op til 2 års varighed. Der er forskel på, om det er en uddannelse i Norden eller udenfor Norden.
Uddannelsen skal være godkendt af Uddannelsesstyrelsens afd. for uddannelsesstøtte.
Der er mulighed for at søge udlandstipendium til dækning af en eventuel studieafgift. Ansøgning om udlandsstipendium skal ske til Uddannelsesstyrelsens afd. for uddannelsesstøtte.
Læs mere om de forskellige muligheder og betingelser på www.su.dk.