Principper
Dansk handicappolitik bygger på princippet om sektoransvar. Det enkelte uddannelsessted skal sørge for, at handicappede kan benytte stedet både m.h.t. adgangsforhold og bygningsindretning.
På tilgaengelighed.emu.dk er der en oversigt over forhold for handicappede på de enkelte uddannelsessteder.
Specialundervisning
Kompenserende specialundervisning
Voksne med et handicap kan få tilbud, der skal afhjælpe eller begrænse virkningerne af et handicap, så det er muligt at klare hverdagen eller jobbet. Det kan fx være undervisning i tegnsprog for døve, kommunikation ved hjælp af teknologi for afasi-ramte eller ridning for udviklingshæmmede.
Undervisningen er gratis og foregår efter lov om specialundervisning for voksne.
Læs mere om undervisningen og tilbuddene til handicappede i de enkelte regioner og på tilgaengelighed.emu.dk
Hensyntagende specialundervisning
Voksne med et fysisk eller psykisk handicap kan få undervisning, der tager hensyn til deres handicap, men i fag, der ikke har noget at gøre med deres handicap. Det sker efter folkeoplysningsloven.
Der er deltagerbetaling for undervisningen. Kontakt de enkelte aftenskoler for at få mere at vide om tilbud.
Specialpædagogisk støtte
Støtten kan være:
| 1. | Hjælpemidler (lærebøger på lydbånd, tegnsprogstolkning til døve, adgang for kørestolsbrugere etc.) |
| 2. | Personlig assistance |
| 3. | Individuel fravigelse fra eksamensbestemmelser |
| 4. | Specielle undervisningsforløb som fx supplerende læsetræning for ordblinde |
Nedenfor kan du læse om muligheder på de enkelte uddannelser for voksne.
HF og gymnasiale enkeltfag
Handicappede studerende på hf og enkeltfag kan få specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Bestemmelserne findes i de enkelte uddannelseslove.
Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU)
Der kan stilles særligt udstyr eller hjælpemidler til rådighed for at kunne deltage i uddannelsen på lige vilkår med andre deltagere. Undervisningen kan tilrettelægges for ordblinde.
Deltagere med brug for personlig assistance kan søge om hjælp efter Bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Nr. 71 af 8. februar 2008. Læs mere på portalen tilgaengelighed.emu.dk.
De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser
Der kan gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Prøverne kan tilpasses elevernes forudsætninger.
Erhvervsuddannelser, hhx og htx
Der kan gives specialpædagogisk støtte til personer med handicap eller sidestillede vanskeligheder. Det gælder også for uddannelser udbudt som åben uddannelse.
Støtten omfatter særligt tilrettelagte undervisningsforløb, individuel instruktion, særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, personlig assistance samt særlige vilkår for og arbejdsformer under prøver og eksaminer.
Bestemmelserne findes i lovgivningen om de enkelte uddannelser og er præciseret i Bekendtgørelse om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelser m.v.
Læs mere på portalen tilgaengelighed.emu.dk.
Grunduddannelse for voksne (GVU)
Der er adgang til specialpædagogisk støtte efter reglerne om de uddannelser, der indgår i GVU-forløbet. Bestemmelserne findes i de enkelte uddannelseslove.
Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Kursister, som har særligt svært ved at lære dansk, kan blive tilbudt undervisning på små hold eller eneundervisning i helt særlige tilfælde. Der er også mulighed for undervisning efter lov om specialundervisning for voksne eller egentlige behandlingstilbud.
Danskuddannelse og undervisning efter lov om specialundervisning kan supplere hinanden.
Bestemmelserne findes i Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. samt i lov om specialundervisning for voksne.
Folkeoplysning
Udbydere af folkeoplysende virksomhed kan søge tilskud stil handicappedes deltagelse i aktiviteterne. Der er afsat en pulje på finansloven, og ansøgerne søger Undervisningsministeriet.
Man kan få tilskud til befordring, tolkebistand m.v. for at forbedre handicappedes muligheder for at deltage i folkeoplysende virksomhed. Der kan også gives tilskud til udstyr med handicapkompenserende formål i forbindelse med deltagelse i folkeoplysende virksomhed. Man kan ikke forvente at få fuldt tilskud.
Reglerne findes i folkeoplysningslovens 44, stk. 1.
Folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler
Folkehøjskolerne m.fl. kan tilbyde specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand omfatter dels særligt tilrettelagt undervisning inden for skolens fagrække dels undervisning og træning i funktionsområder og arbejdsmetoder, hvis formål er at afhjælpe eller begrænse virkninger af psykiske, fysiske eller sensoriske funktionsvanskeligheder.
Folkehøjskolerne kan bl.a. få støtte til bl.a. ekstraudgifter til lærertimer og praktisk medhjælp samt hjælpemidler til elever med svære handicap.
Bestemmelserne findes i Bekendtgørelse af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). Nr. 785 af 18. juli 2008 med tilhørende bekendtgørelse og vejledning om tilskud.
De videregående uddannelser
Studerende med et fysisk eller psykisk handicap kan søge om specialpædagogisk støtte (SPS) på de videregående uddannelser, som berettiger til SU m.v. Du har også ret til SPS i obligatoriske praktikperioder.
Ordningen administreres af SU-styrelsen i samarbejde med uddannelsesstederne.
Loven gælder for alle studerende med et fysisk eller psykisk handikap, uanset om man lever af SU, revalideringsydelse, aktiveringsydelse, førtidspension eller andet.
Støtte omfatter fx rådgivning og vejledning, hjælpemidler, sekretærhjælp og praktisk hjælp, tegnsprogstolkning og skrivetolkning, særligt undervisningsmateriale og kurser for studerende med henblik på kompensation for funktionsnedsættelsen.
Du søger støtte via dit uddannelsessted.
Læs mere om SPS på EMU's hjemmeside.
Deltagere på de videregående uddannelser, som er udbudt under åben uddannelse eller som deltidsuddannelser efter § 5 i lov om universiteter for voksne, er ikke omfattet af disse bestemmelser.
Bestemmelserne findes i Bekendtgørelse af lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser. Nr. 210 af 1. marts 2007 med tilhørende bekendtgørelser.
Læs også mere på portalen tilgaengelighed.emu.nu.
Vejledning om specialpædagogisk støtte (SPS)
Du kan få vejledning hos SPS-enheden i SU-styrelsen på sps@su.dk eller tlf. 33 26 85 40.
Voksne, som deltager i uddannelser uden mulighed for specialpædagogisk støtte m.m., fx i almen voksenuddannelse (avu), kan søge støtte efter anden lovgivning. Det kan fx være efter lov om specialundervisning for voksne (se ovenfor), lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social service (se nedenunder).
Dagpenge-, kontant- og starthjælpsmodtagere samt revalidender m.fl.
Der er en række muligheder for hjælpemidler mv. til dagpengemodtagere, kontant- og starthjælpsmodtagere samt revalidender m.fl. som deltager i tilbud efter Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Nr. 439 af 29. maj 2008.
Hjælpemidler
Jobcentrene eller kommunen kan yde tilskud til eller udlåne undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger. Materialet skal være en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Personlig assistance
Revalidender kan få tilskud til personlig assistance, som er en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Mentor
Der kan ydes tilskud til en mentor med det formål at styrke introduktionen på en arbejdsplads eller til en uddannelse. Mentoren skal være afgørende for, at personen kan deltage i tilbuddet.
Der gives tilskud på baggrund af en ansøgning til det lokale jobcenter eller kommune.
Beskæftigede og ledige med et handicap
Beskæftigede og ledige med et handicap, som deltager i efter- og videreuddannelse, kan søge om støtte til en personlig assistent:
- Beskæftigede, som deltager i uddannelse inden for sit erhverv uden for normal arbejdstid
- Ledige, som deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
- Ledige, som deltager i 6 ugers selvvalgt uddannelse
- Ledige, som bevarer retten til dagpenge, mens de deltager i uddannelse
Den personlige assistent hjælper med de praktiske ting.
Send ansøgningen om hjælp til personlig assistance til det lokale jobcenter. Det er en betingelse, at uddannelsesstedet ikke kan yde støtte efter anden uddannelseslovgivning.
Bestemmelserne findes i Bekendtgørelse af lov nr. 71 af 8. februar 2008 om kompensation til handicappede i erhverv og er præciseret i bekendtgørelse nr. 179 af 13. marts 2008.
Læs mere på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside. Eller kontakt handicapkonsulenterne på jobcentrene.
Hjælpemidler
Kommunen kan bevilge hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det sker efter vejledning om støtte til hjælpemidler, biler og boligindretning m.v.(nr. 52 af 5. marts 1998) i tilknytning til lov om social service(Bekendtgørelse af lov nr. 708 af 29. juni 2004). Der må ikke kunne bevilges hjælp efter anden lovgivning, herunder uddannelseslovgivning.
Få mere at vide
Du finder flere oplysninger om vilkår og muligheder for støtte m.m. inden for bl.a. erhvervsuddannelserne, AMU-uddannelserne og de videregående uddannelse på www.tilgaengelighed.nu.
Få flere oplysninger hos Center for Ligebehandling af Handicappede om mulighederne for forskellige handicapgrupper.
Danmarkskortet på http://www.handicappolitik.clh.dk/ giver en oversigt over, hvilke kommuner der har en handicappolitik.
Hjælpemiddelinstituttet er et landsdækkende videnscenter, der udvikler og formidler viden om hjælpe- og undervisningsmidler m.m. til handicappede. Instituttet arrangerer kurser for sagsbehandlere m.fl. - fx om bevilling af it-hjælpemidler til handicappede, anvendelse af ikt til elever med kommunikationshandicap m.m.
Danske Handicaporganisationer har information om uddannelse, arbejdsmarked og sociale forhold.
Handicap-Portalen - http://www.handicap-portalen.dk/ samler information om alt, der sker på handicapområdet.