High school
Er du i gang med en gymnasial uddannelse, kan du tage et high school ophold i USA eller Canada. Opholdet tæller ikke med i din gymnasiale eksamen og giver altså et ekstra år, men det kan lære dig meget om et andet lands kultur - og ikke mindst et andet sprog.
Også i andre lande kan du tage et skoleophold på gymnasialt niveau, fx i Tyskland og Frankrig. I Frankrig kaldes gymnasiet "Lysée" og i Tyskland "Gymnasium".
IB - international studentereksamen
En anden mulighed for skoleophold i udlandet er at tage en International Baccalaureate (IB) i udlandet. Fra gymnasiet kan du tage 2. og 3. g på en IB-skole i udlandet. Læs mere om IB i udlandet på www.ibo.org. Du kan også tage en IB i Danmark.
Organisationen United World College, der er en sammenslutning af internationale gymnasier, tilbyder også undervisning i IB, se mere på www.uwc.dk.
En IB-uddannelse er adgangsgivende til de videregående uddannelser, selvom man skal søge efter reglerne om udenlandsk eksamen.
Nordisk samarbejde om uddannelse
Som statsborger i et nordisk land kan du søge optagelse på en gymnasial uddannelse i et andet nordisk land på samme vilkår som landets egne borgere.
I det nordiske samarbejde har du også mulighed for at tage en del af din gymnasiale uddannelse i fx Danmark og få denne del godskrevet ved en tilsvarende gymnasial uddannelse i et andet land i Norden - eller omvendt.
Det nordiske uddannelsessamarbejde omfatter Danmark, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Åland.
Få mere at vide
På www.udiverden.dk kan du læse om tilskudsmuligheder og andre former for ophold i udlandet i forbindelse med en uddannelse.